109:1Min Lovsangs Gud, ti ikke! 109:2Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, 109:3og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. 109:4Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. 109:5Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. 109:6Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! 109:7Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! 109:8Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! 109:9Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! 109:10Og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! 109:11Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han har, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. 109:12Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! 109:13Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! 109:14Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos Herren og hans Moders Synd ikke udslettet! 109:15De være Herren altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; 109:16fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. 109:17Han elskede Forbandelse, den kom ogsaa over ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. 109:18Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. 109:19Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig, og som et Bælte, hvilket han altid ombinder sig med. 109:20Dette er Lønnen fra Herren til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl!

109:21Men du, Herre, Herre! gøre vel imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. 109:22Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. 109:23Jeg svinder bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. 109:24Mine Knæ rave af Faste, og mit Kød er magert og har ingen Fedme. 109:25Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. 109:26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed, 109:27at de maa kende, at dette er din Haand; du, Herre! du har gjort det. 109:28Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. 109:29Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. 109:30Jeg vil takke Herren højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; 109:31thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.