Psalmisten formaner alle Israeliter til at glæde sig i Herren, at tjene og takke ham, 1-7; og advarer dem imod Forhærdelse og imod at træde i deres vantro Fædres Fodspor, 8-11.
95:1Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe!
95:2Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer!
95:3Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.
95:4I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til.
95:5Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land.
95:6Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt!
95:7Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!
95:8Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,
95:9hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.
95:10Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje,
95:11saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!