David beder om Frelse fra Gud, til hvem han fortrøster sig, 2-5; taler om den Naade, Gud havde ladet ham vederfares, og venter, at Gud skal forlænge hans Dage, 6-8; for alt dette vil han love Gud, 9.
61:1Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David.
61:2Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn!
61:3Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op.
61:4Thi du har været min Tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden.
61:5Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela.
61:6Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn.
61:7Du vil lægge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slægt til Slægt!
61:8Han sidde evindelig for Guds Ansigt; beskik Miskundhed og Sandhed til at bevare ham!
61:9Saa vil jeg lovsynge dit Navn til evig Tid, at jeg kan betale mine Løfter fra Dag til Dag.