Psalmisten vil altid love Herren, 1-2; formaner Guds Børn, at de ikke skulle forlade sig paa Mennesker, og priser dem salige, som forlade sig paa Gud, 3-5; berømmer Guds Gerninger og evige Rige, 6-10.
Halleluja!
146:1Min Sjæl! lov Herren!
146:2Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til.
146:3Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er.
146:4Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag.
146:5Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren hans Gud;
146:6som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig;
146:7som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver de hungrige Brød; Herren løser de bundne.
146:8Herren aabner de blindes Øjne; Herren oprejser de nedbøjede; Herren elsker de retfærdige.
146:9Herren bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej.
146:10Herren skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja!