David taler om sin Tillid til Gud, 1-3; beder, at Gud altid vilde lade ham blive i sit Hus og bevare ham fra hans Fjender, 4-6; og at Gud fremdeles vilde bønhøre og frelse ham, 7-12; taler om sin Tillid til Gud og formaner de gudfrygtige til at bie efter Herrens Frelse, 13-14.
27:1Af David. Herren er mit Lys og min Frelse, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Værn, for hvem skal jeg ræddes?
27:2Der de onde kom frem imod mig for at æde mit Kød, mine Modstandere og mine Fjender, da snublede de og faldt.
27:3Dersom en Hær vilde lejre sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig rejses imod mig, da er jeg dog trøstig.
27:4Een Ting har jeg begæret af Herren, den vil jeg søge efter; at jeg maa bo i Herrens Hus alle mine Livsdage for at beskue Herrens Livsalighed og at grunde i hans Tempel.
27:5Thi han skal gemme mig i sin Hytte paa den onde Dag; han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøje mig paa en Klippe.
27:6Og nu hæver mit Hoved sig over mine Fjender, som ere trindt omkring mig, og jeg vil ofre ham Ofre med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge og lege for Herren.
27:7Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig!
27:8Til dig sagde mit Hjerte, der du sagde: „Søger mit Ansigt“, jeg søger dit Ansigt, Herre!
27:9Skjul ikke dit Ansigt for mig, forskyd ikke din Tjener i Vrede; du har været min Hjælp, opgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Frelses Gud!
27:10Thi min Fader og min Moder forlode mig; men Herren tager mig op.
27:11Herre! lær mig din Vej og led mig paa den jævne Sti, for mine Fjenders Skyld.
27:12Giv mig ikke i mine Fjenders Vold; thi falske Vidner og de, som aande Uretfærdighed, opstode imod mig.
27:13Havde jeg ikke troet, at jeg skulde se Herrens Godhed i de levendes Land —!
27:14Bi efter Herren, vær frimodig, og han skal styrke dit Hjerte; ja, bi efter Herren!