David beder, at Gud vilde bønhøre ham, 1-2; og bevare ham fra at have Del med de ugudelige, 3-4; han vil gerne tage imod Erindringer af de fromme, 5-6; og beder, Gud vilde fri ham fra hans grumme Fjender, 7-10.
En Psalme, af David.
141:1Herre! jeg har raabt til dig, skynd dig til mig, vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
141:2Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer.
141:3Herre! sæt Vagt for min Mund, tag Vare paa mine Læbers Dør.
141:4Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad!
141:5Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab.
141:6Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige.
141:7Som naar en pløjer og furer Jorden, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg.
141:8Thi til dig, Herre, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris!
141:9Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret.
141:10Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi.