Asaf lover Gud for Bønhørelse og beskriver den store Angest, han havde været stedet i, 2-10; han taler om, hvorledes han havde styrket sit Mod i Gud, særdeles ved Betragtning af Guds forrige Gerninger, 11-21.
77:1Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.
77:2Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!
77:3Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
77:4Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela.
77:5Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
77:6Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
77:7Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
77:8Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?
77:9Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
77:10Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela.
77:11Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.
77:12Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.
77:13Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.
77:14O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?
77:15Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
77:16Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela.
77:17Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.
77:18De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.
77:19Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.
77:20Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte.
77:21Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.