106:1Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 106:2Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris? 106:3Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider. 106:4Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse, 106:5at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.

106:6Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed. 106:7Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. 106:8Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. 106:9Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. 106:10Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand. 106:11Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. 106:12Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. 106:13Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. 106:14Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. 106:15Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. 106:16Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige. 106:17Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. 106:18Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige. 106:19De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. 106:20Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. 106:21De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, 106:22underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav. 106:23Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —! 106:24De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. 106:25Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst. 106:26Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken, 106:27og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene. 106:28Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder. 106:29Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem. 106:30Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. 106:31Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. 106:32De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. 106:33Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber. 106:34De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem. 106:35Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger. 106:36Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare. 106:37Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. 106:38Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. 106:39Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. 106:40Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. 106:41Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. 106:42Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. 106:43Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.

106:44Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab. 106:45Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed. 106:46Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. 106:47Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!

106:48Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!