Psalmisten opmuntrer alle Folk til at love Gud for hans guddommelige Egenskaber, Majestæt og Gerninger i Naturen og imod dem, som frygte ham, 1-11; i Særdeleshed formaner han Jerusalem og Guds Folk til at love Gud, 12-20.
147:1Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.
147:2Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.
147:3Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.
147:4Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.
147:5Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.
147:6Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.
147:7Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;
147:8ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;
147:9ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.
147:10Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.
147:11Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.
147:12O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.
147:13Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.
147:14Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.
147:15Han sender sit Ord til Jorden, hans Befaling løber saare hastelig.
147:16Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.
147:17Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?
147:18Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.
147:19Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.
147:20Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!