David beder om Naade imod sine Fjender og klager over deres Ondskab, 2-7; lover og priser Gud for hans Bistand og taler om hans Naade, 8-12.
57:1Til Sangmesteren; „fordærv ikke“; af David; „et gyldent Smykke“; der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
57:2Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og under dine Vingers Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over.
57:3Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud, som udfører min Sag.
57:4Han skal sende fra Himmelen og frelse mig; den, som vilde opsluge mig, haaner. Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed.
57:5Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild, Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
57:6Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden!
57:7De stillede Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøjede sig; de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. Sela.
57:8Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe.
57:9Vaagn op, min Ære! vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.
57:10Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.
57:11Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene og din Sandhed indtil Skyerne.
57:12Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden.