Psalmisten beskriver Zions Herlighed og Lyksalighed, 2-9; berømmer Guds Miskundhed og Retfærdighed imod den, 10-12; formaner de troende til at forkynde dette for de kommende Slægter, 13-15.
48:1En Sang, en Psalme af Koras Børn.
48:2Herren er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg.
48:3Zions Bjerg hæver sig smukt, er det ganske Lands Glæde, yderst imod Nord, den store Konges Stad.
48:4Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg.
48:5Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe.
48:6De saa, straks forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede bort.
48:7Bævelse betog dem der, Angest som en Kvindes, der føder.
48:8Ved Østenvejr sønderbryder du Tharsis’s Skibe.
48:9Ligesom vi havde hørt, saaledes saa vi det i den Herre Zebaoths Stad, i vor Guds Stad; Gud befæster den indtil evig Tid. Sela.
48:10O Gud! vi tænke paa din Miskundhed midt i dit Tempel.
48:11O Gud! som dit Navn er, saa er din Pris indtil Jordens Ender; din højre Haand er fuld af Retfærdighed.
48:12Zions Bjerg glæder sig, Judas Døtre fryde sig for dine Dommes Skyld.
48:13Gaar omkring Zion, rundt omkring den, tæller dens Taarne!
48:14Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer.
48:15Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider.