Guds Folk beder, at Gud vilde naadelig ihukomme den Omhyggelighed, som David havde ladet se for at udfinde et Sted for Guds Ark, 1-10; taler om den Ed, Gud havde svoret David om Messias og hans velsignede Rige, 11-18.
En Sang paa Trapperne.
132:1Herre! kom David i Hu for alle hans Lidelser,
132:2ham, som tilsvor Herren og lovede Jakobs mægtige:
132:3„Jeg vil ikke gaa ind i mit Hus’s Telt, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leje;
132:4jeg vil ikke lade mine Øjne sove, eller mine Øjenlaage blunde,
132:5førend jeg finder et Sted for Herren, en Bolig for Jakobs mægtige.“
132:6Se, vi hørte om den i Efrata; vi fandt den paa Jaars Mark.
132:7Vi ville gaa ind i hans Bolig, vi ville tilbede for hans Fødders Fodskammel.
132:8Herre! staa op til din Hvile, du og din Magts Ark.
132:9Lad dine Præster klæde sig med Retfærdighed og dine hellige synge med Fryd.
132:10For David, din Tjeners Skyld, forskyd ikke din Salvedes Ansigt!
132:11Herren tilsvor David den Sandhed, fra hvilken han ikke vilde vige: „Af dit Livs Frugt vil jeg sætte en Mand paa din Trone.“
132:12Dersom dine Børn holde min Pagt og mine Vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skulle og deres Børn altid sidde paa din Trone.
132:13Thi Herren har udvalgt Zion, han har begæret sig den til Bolig:
132:14„Den er min Hvile altid, her vil jeg bo; thi jeg har begæret den.
132:15Jeg vil velsigne Spisen der, jeg vil mætte de fattige der med Brød.
132:16Og jeg vil klæde dens Præster med Salighed, og dens hellige skulle synge med Fryd.
132:17Der vil jeg lade et Horn opvokse for David; jeg har beredt en Lampe for min Salvede.
132:18Hans Fjender vil jeg klæde i Skam, men paa ham skal hans Krone blomstre.”