Psalmisten tager sin Tilflugt til Gud i sin Sjæls Nød og Angest, i sine Trængsler under Guds Vrede, 1-12; trøster sig ved Haabet om, at Gud vil bygge Zion og omvende Hedningerne, 13-23; styrkes i sin Fristelse og Angest ved Tanken om Guds evigvarende Kraft og Trofasthed, 24-29.
102:1En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
102:2Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
102:3Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
102:4Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
102:5Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
102:6Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
102:7Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
102:8Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
102:9Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
102:10Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
102:11for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
102:12Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
102:13Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
102:14Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
102:15Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
102:16Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
102:17thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
102:18Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
102:19Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
102:20Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
102:21for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
102:22for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
102:23naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
102:24Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
102:25Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
102:26Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
102:27De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
102:28Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende.
102:29Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.