David beskriver sine og Guds Kirkes Fjenders Ugudelighed og onde Gerninger, 2-6; paakalder Gud om hans Hjælp imod dem, 7-10; lærer, at det skal gaa den ugudelige ilde, men den retfærdige vel, 11-12.
58:1Til Sangmesteren; „fordærv ikke“; af David; „et gyldent Smykke“.
58:2Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme Retvished, I Menneskens Børn?
58:3Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet.
58:4De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders Skød.
58:5De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle, der stopper sit Øre,
58:6at den ikke skal høre paa deres Røst, som besværge, paa Manerens, som er udlært til at mane.
58:7Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; Herre! knus de unge Løvers Kindtænder!
58:8Lad dem henflyde som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da være disse som sløvede!
58:9Lad dem være som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen.
58:10Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stormen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand.
58:11Den retfærdige skal glæde sig, fordi han har set Hævnen; han skal to sine Trin i den ugudeliges Blod.
58:12Og Mennesker skulle sige: Den retfærdige har dog Frugt; der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden.