David beder Gud om Naade, da han er i Samvittighedsangest og Trængsel, 2-8; han glæder sig ved Guds Bønhørelse og priser sig over for sine Fjender, 9-11.
6:1Til Sangmesteren; med Strengeleg; til Skeminith; en Psalme af David.
6:2O Herre! straf mig ikke i din Vrede og tugt mig ikke i din Harme!
6:3Herre! vær mig naadig, thi jeg er skrøbelig; læg mig, Herre! thi mine Ben skælve.
6:4Og min Sjæl skælver saare: Men du, Herre! — hvor længe?
6:5Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld!
6:6Thi der er ingen Ihukommelse af dig i Døden; hvo vil takke dig i Dødsriget?
6:7Jeg er træt af mit Suk, jeg væder min Seng den ganske Nat; jeg gennembløder mit Leje med min Graad.
6:8Mit Øje er hentæret af Sorg; det er blevet gammelt for alle mine Fjenders Skyld.
6:9Viger fra mig, alle I, som gøre Uret! thi Herren har hørt min Graads Røst.
6:10Herren har hørt min ydmyge Begæring, Herren vil antage min Bøn.
6:11Alle mine Fjender skulle blive til Skamme og skælve saare; de skulle vige tilbage, de skulle blive til Skamme i et Øjeblik.