35:1Af David. Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid imod dem, som stride imod mig. 35:2Grib Skjold og Værge, og staa op at hjælpe mig. 35:3Tag Spydet frem og afskær Vejen for mine Forfølgere; sig til min Sjæl: Jeg er din Frelse. 35:4Lad dem, som søge efter mit Liv, blues og blive til Skamme; lad dem, som ville mig ondt, vige tilbage og blive beskæmmede. 35:5Lad dem blive som Avner for Vejret, og Herrens Engel støde dem bort. 35:6Lad deres Vej blive mørk og slibrig, og Herrens Engel forfølge dem. 35:7Thi de skjulte uden Skel deres Garn imod mig i en Grube, de grove en Grav for min Sjæl uden Skel. 35:8Lad Ødelæggelse komme over dem, uden at de vente det; og lad deres Garn, som de skjulte, fange dem, lad dem falde deri til Ødelæggelse. 35:9Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse. 35:10Alle mine Ben skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en elendig fra den, som er ham for stærk, ja, en elendig og fattig fra den, som udplyndrer ham.

35:11Der staa træske Vidner op, de affordre mig det, som jeg ikke ved. 35:12De betale mig ondt for godt, min Sjæl føler sig forladt. 35:13Men der de vare syge, iførte jeg mig Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og jeg bad med Hovedet sænket mod min Barm. 35:14Jeg omgikkes med ham, som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder og var nedbøjet som en, der sørger for sin Moder. 35:15Men da jeg kom til at halte, glædede de sig og flokkedes; Uslinger flokkedes om mig, og jeg vidste af intet; de sønderslede og tav ikke. 35:16Iblandt vanhellige og frække Spottere skare de Tænder imod mig. 35:17Herre! hvor længe vil du se til? udfri min Sjæl fra deres Ødelæggelse, min eneste fra de unge Løver. 35:18Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, jeg vil love dig iblandt et talrigt Folk.

35:19Lad dem, som ere mine Fjender uden Skel, ikke glædes over mig, eller dem, som hade mig uforskyldt, give Vink med Øjnene. 35:20Thi de tale ikke Fred; men imod de stille i Landet optænke de svigefulde Anslag. 35:21Og de lode deres Mund vidt op imod mig; de sagde: Ha, ha! vort Øje har set det. 35:22Herre! du har set det; ti ikke, Herre! vær ikke langt fra mig. 35:23Vaagn op og vær vaagen for min Ret, for min Sag, min Gud og min Herre! 35:24Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig, 35:25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: „Ha, ha! det var vor Lyst!“ Lad dem ikke sige: „Vi have opslugt ham!“ 35:26Lad dem, som glæde sig ved min Ulykke, til Hobe blues og blive til Skamme; lad dem, som gøre sig store imod mig, klædes med Skam og Skændsel. 35:27Lad dem frydes og glædes, som have Lyst til min Retfærdighed, og lad dem altid sige: Herren bør storlig loves, han, som har Lyst til sin Tjeners Fred. 35:28Saa skal min Tunge tale om din Retfærdighed, om din Pris den ganske Dag.