David klager over de ugudeliges Ondskab, 2-5; priser derimod Guds Miskundhed, Sandhed, Retfærdighed og store Godhed imod sine troende og paakalder Gud om Naade for dem, 6-11; beder imod de ugudelige, 12-13.
36:1Til Sangmesteren; af David, Herrens Tjener.
36:2Den ugudeliges Overtrædelser sige mig inden i mit Hjerte: Der er ikke Guds Frygt for hans Øjne.
36:3Thi han smigrer for sig selv i sine Øjne, med Hensyn til, at hans Misgerning skulde blive fundet og hadet.
36:4Hans Munds Ord ere Uret og Svig; han har ladet af at handle viselig, at gøre godt.
36:5Han optænker Uret paa sit Leje; han stiller sig paa en Vej, der ikke er god, det onde forkaster han ikke.
36:6Herre! din Miskundhed er i Himlene; din Sandhed naar til Skyerne.
36:7Din Retfærdighed er som Gudsbjerge, dine Domme som det store Dyb; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
36:8Gud! hvor dyrebar er din Miskundhed; og Menneskens Børn skulle skjule sig under dine Vingers Skygge.
36:9De skulle mættes af dit Hus’s Fedme, og du skal give dem at drikke af din Lifligheds Bæk.
36:10Thi hos dig er Livets Kilde; i dit Lys skulle vi se Lys.
36:11Lad din Miskundhed vare ved imod dem, som dig kende, og din Retfærdighed imod de oprigtige af Hjertet.
36:12Lad den hovmodiges Fod ikke komme over mig og de ugudeliges Haand ikke bortstøde mig.
36:13Hist faldt de, som gjorde Uret; de bleve nedstødte og kunde ikke staa op.