Salomo lærer, at uden Guds Hjælp kan intet godt udrettes, 1-2; Gud velsigner sine troende, saa at de ingen Møje have, og i Særdeleshed velsigner han dem med Børn, 3-5.
En Sang paa Trapperne; af Salomo.
127:1Dersom Herren ikke bygger Huset, da arbejde de forgæves, som bygge derpaa; dersom Herren ikke bevarer Staden, da vaager Vægteren forgæves.
127:2Det er forgæves, at I staa aarle op, sidde længe, æde Brød med Bekymring; thi sligt giver han sin Ven i Søvne.
127:3Se, Børn ere en Arv fra Herren, Livsens Frugt er en Løn.
127:4Som Pile i den vældiges Haand, saa ere Ungdoms Sønner.
127:5Lyksalig den Mand, som har fyldt sit Kogger med dem; de skulle ikke beskæmmes, naar de tale med Fjender i Porten.