17:1En Bøn af David. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend Øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber. 17:2Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt; lad dine Øjne beskue Retskaffenhed. 17:3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig: Du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde. 17:4Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Stier efter dine Læbers Ord. 17:5Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Trin rokkedes ikke.

17:6Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit Øre til mig, hør min Tale! 17:7Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne. 17:8Bevar mig som Øjestenen, Øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge 17:9for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig. 17:10De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod. 17:11Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres Øjemed er, at vi maa glide paa Jorden. 17:12Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul. 17:13Herre! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd, 17:14fra Folk ved din Haand; Herre! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

17:15Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.