David beklager den almindelige Fordærvelse, Hykleri, Svig og Trodsighed, 2-5; og taler om, hvorledes Gud skal dømme og frelse de fromme efter sit Løfte, 6-9.
12:1Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.
12:2Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.
12:3De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.
12:4Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,
12:5dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?
12:6For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.
12:7Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.
12:8Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig.
12:9De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.