Psalmisten taler om deres Tryghed, som forlade sig paa Gud, 1-2; og om, hvorledes Gud bevarer dem fra Pest og Ødelæggelse, 3-9; og beskærmer dem ved Englenes Tjeneste, 10-13; Gud lover dem Bønhørelse og Frelse, 14-16.
91:1Den, som bor i den Højestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
91:2Jeg siger til Herren: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig.
91:3Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest.
91:4Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser.
91:5Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som flyver om Dagen,
91:6for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen.
91:7Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.
91:8Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige.
91:9— Thi du, Herre! er min Tillid; — den Højeste har du gjort til din Bolig.
91:10Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt.
91:11Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje.
91:12De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten.
91:13Paa Løve og Øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen.
91:14„Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn.
91:15Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og herliggøre ham.
91:16Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse.“