David beder om Befrielse fra Fjendernes List og Svig, 2-6; om Bønhørelse, 7-9; og om Hævn over Fjenderne, 10-12; og er forsikret om Guds Hjælp, 13-14.
140:1Til Sangmesteren; en Psalme, af David.
140:2Herre! udfri mig fra onde Mennesker, bevar mig fra Voldsmænd!
140:3de, som have optænkt ondt i Hjertet, hver Dag holde sig sammen til Krig.
140:4De have skærpet deres Tunge som en Slange, der er Øglegift under deres Læber. Sela.
140:5Beskærm mig, Herre! imod den ugudeliges Hænder, bevar mig fra Voldsmænd, som tænke at lægge Stød for mine Trin.
140:6De hovmodige have skjult en Snare for mig og Reb, de have udspændt et Garn ved Siden af Vejen, de have lagt Fælder for mig. Sela.
140:7Jeg har sagt til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine ydmyge Begæringers Røst.
140:8Den Herre, Herre er min Frelses Styrke; du har dækket mit Hoved paa Rustningens Dag.
140:9Tilsted ikke, Herre! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela.
140:10Paa deres Hoved, som omringe mig, skal den Fortræd, deres Læber voldte, komme til at hvile.
140:11Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen.
140:12En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven.
140:13Jeg ved, at Herren skal udføre den elendiges Sag, de fattiges Ret.
140:14Ja, de retfærdige skulle prise dit Navn; de oprigtige skulle blive for dit Ansigt.