David takker Gud, fordi han havde frelst ham, og beder ham fremdeles om Frelse fra en falsk og svigefuld Tunge, 1-2; hvis Skadelighed han beskriver, og beklager, at han var nødt til at omgaas med de onde og falske, 3-7.
En Sang paa Trapperne.
120:1Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
120:2Herre! fri min Sjæl fra Løgnens Læbe, fra en svigefuld Tunge.
120:3Hvad giver han dig, og hvad giver han dig ydermere, du svigefulde Tunge?
120:4Den vældiges skærpede Pile med Gløder af Enebærtræ!
120:5Ve mig! thi jeg har været som fremmed iblandt Mesek, jeg har boet ved Kedars Telte.
120:6Min Sjæl har længe nok boet hos dem, som hade Fred.
120:7Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.