49:1Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme.

49:2Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere! 49:3baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe! 49:4Min Mund udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand. 49:5Jeg vil bøje mit Øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe.

49:6Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, 49:7de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? 49:8Ingen Mand kan dog udløse en Broder, han kan ikke give Gud Løsepenge for ham. 49:9Thi deres Sjæls Genløsning vil koste meget og maa i Evighed opgives, 49:10saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. 49:11Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. 49:12Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. 49:13Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. 49:14Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela. 49:15De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. 49:16Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela.

49:17Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Hus’s Herlighed bliver stor; 49:18thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. 49:19Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: 49:20Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. 49:21Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.