David lover Gud for Frelse, 2-4; tilskynder andre til at love Gud, 5-6; lærer ved sit Eksempel, at Gud ved Trængsel og Angest bevarer sine Børn og omsider herlig trøster og hjælper dem igen, 7-13.
30:1En Psalme, en Sang ved Husets Indvielse; af David.
30:2Herre! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glædes over mig.
30:3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
30:4Herre! du førte min Sjæl op fra de døde, du lod mig leve, at jeg ikke for ned i Hulen.
30:5Synger for Herren, I hans hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse.
30:6Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig.
30:7Og jeg sagde i min Tryghed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
30:8Herre! i din Naade havde du befæstet mit Bjerg; du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
30:9Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede ydmygeligt.
30:10Hvad Vinding er der i mit Blod, at jeg farer ned til Graven? Kan Støv takke dig? Kan det forkynde din Sandhed?
30:11Herre! hør, og vær mig naadig; Herre! vær min Hjælper.
30:12Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig; du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde,
30:13at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.