Psalmisten beder ydmygt om Syndernes Forladelse, 1-3; forventer den af Gud, paa det han desbedre herefter maatte frygte ham, 4-6; henviser Israel til samme Naade, 7-8.
En Sang paa Trapperne.
130:1Af det dybe raaber jeg til dig, Herre!
130:2Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst.
130:3Dersom du, Herre, vil tage Vare paa Misgerninger, Herre! hvo kan da bestaa?
130:4Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes.
130:5Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.
130:6Min Sjæl længes efter Herren mere end Vægtere efter Morgenen, Vægtere efter Morgenen.
130:7Israel! haab paa Herren; thi hos Herren er Miskundhed, og megen Forløsning er hos ham.
130:8Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.