Psalmisten lover Gud for hans store og forunderlige Gerninger i Skabelsen saavel som i Opholdelsen, idet han betragter de fornemste Gerninger, som Gud har gjort i Skabelsen, 1-30; og lærer os deraf at betragte Guds Majestæt, at ære og prise ham, 31-35.
104:1Min Sjæl, lov Herren; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed.
104:2Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et Telt.
104:3Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger.
104:4Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere.
104:5Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed.
104:6Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene.
104:7De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst.
104:8Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem.
104:9Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen.
104:10Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene.
104:11De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst.
104:12Over dem bo Himmelens Fugle; ud fra Grenene lade de deres Røst høre.
104:13Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt.
104:14Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden.
104:15Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte.
104:16Herrens Træer mættes af Væde, Libanons Cedre, som han har plantet;
104:17der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne.
104:18De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne.
104:19Han gjorde Maanen til at bestemme Tiderne, Solen ved sin Nedgang.
104:20Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den krybe alle Skovens Dyr frem.
104:21De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud.
104:22Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler.
104:23Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen.
104:24Hvor mange ere dine Gerninger, Herre! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme.
104:25Her er Havet stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store.
104:26Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi.
104:27De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid.
104:28Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt.
104:29Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv.
104:30Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse.
104:31Herrens Ære blive evindelig, Herren glæde sig over sine Gerninger!
104:32Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge.
104:33Jeg vil synge for Herren, medens jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til.
104:34Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i Herren.
104:35Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja.