David beklager, at han maatte være langt borte fra Herrens Helligdom, og giver sin Længsel og Glæde til Kende, som han havde i Gud, der var hans Hjælp og Tilflugt, 2-9; taler om sine Fjenders Undergang og om sin egen tilkommende Ophøjelse, 10-12.
63:1En Psalme af David, der han var i Judas Ørk.
63:2Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er.
63:3Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære.
63:4Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.
63:5Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.
63:6Min Sjæl skal mættes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Læber.
63:7Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne.
63:8Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med Fryd.
63:9Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa mig.
63:10Men de søge efter mit Liv til deres egen Ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder.
63:11Man skal give dem Sværdet i Vold, de skulle vorde Ræves Del.
63:12Men Kongen skal glædes i Gud; hver den, som sværger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn.