Psalmisten formaner alle de frelste til at takke Gud, fordi han har forløst dem af deres Angest og Nød: Fra Udlændighed og Landflygtighed, 1-9; fra Fængsel og Baand, 10-16; fra Sygdom og Plage, 17-22; fra Havsnød og Fare, 23-32; og fra andre Tilskikkelser, 33-43.
107:1Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
107:2Det maa de sige, som ere genløste af Herren, de, han har genløst af Modstanderens Haand,
107:3og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet.
107:4De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi;
107:5de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem.
107:6Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler.
107:7Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi.
107:8Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
107:9thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt.
107:10De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern;
107:11thi de havde været genstridige imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad;
107:12og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper.
107:13Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
107:14Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand.
107:15Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;
107:16thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer.
107:17De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld.
107:18Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte.
107:19Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler.
107:20Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave.
107:21Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
107:22og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.
107:23De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande,
107:24de saa Herrens Gerninger og hans Underværker paa Dybet.
107:25Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger.
107:26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsagede under Ulykken.
107:27De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.
107:28Og de raabte til Herren, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler.
107:29Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig.
107:30Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.
107:31Lad dem takke Herren for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn
107:32og ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde.
107:33Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder;
107:34et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri.
107:35Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kildegrund.
107:36Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi.
107:37Og de besaaede Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt.
107:38Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg.
107:39Derefter bleve de formindskede og nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedrøvelse.
107:40Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk.
107:41Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde.
107:42De oprigtige skulle se det og glæde sig; men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til.
107:43Hvo er viis, at han bevarer disse Ting og forstaar Herrens Miskundhed!