David beskriver alle Menneskers dybe Fordærvelse af Naturen, 2-4; i Særdeleshed straffer han Guds Folks Forførere og Forfølgere, 5-6; giver sin Længsel efter Frelse til Kende, 7.
53:1Til Sangmesteren; til „Makalath“; en Undervisning af David.
53:2En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt.
53:3Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud.
53:4Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.
53:5Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
53:6Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastet dem.
53:7Gid der fra Zion kom Frelse for Israel; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.