David lover Gud, som styrker ham i Krigen, og bekender sin og alle Menneskers Uværdighed for Gud, 1-4; paakalder Gud om Hjælp imod Fjender, 5-8; lover Gud for hans Bistand, 9-10; søger ikke med Verdens Børn Lyksalighed i Verden, men i Gud og hans Samfund, 11-15.
Af David.
144:1Lovet være Herren, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen,
144:2han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig.
144:3Herre! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham?
144:4Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
144:5Herre! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge.
144:6Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem!
144:7Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande, af de fremmedes Haand,
144:8hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand.
144:9Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge,
144:10ham, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd!
144:11Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand,
144:12at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil;
144:13at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader;
144:14at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa vore Gader.
144:15Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det Folk, hvis Gud Herren er!