David taler om, hvorledes han havde foresat sig at vogte sig for at synde med sin Tunge; dog maatte han tale for Gud, 2-4; han taler da om sit Livs Korthed og Forfængelighed og sætter sit Haab til Gud, 5-8; han beder om Syndsforladelse, om Naade og Vederkvægelse, 9-14.
39:1Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
39:2Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
39:3Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
39:4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
39:5Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
39:6Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. Sela.
39:7Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
39:8Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
39:9Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
39:10Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
39:11Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
39:12Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela.
39:13Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
39:14Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.