David beder Gud om Bønhørelse og Syndsforladelse, 1-2; beskriver sine Fjenders Ondskab og sit Hjertes Angest, 3-6; beder, at Gud snart vilde hjælpe og lede ham paa en god Vej, 7-12.
En Psalme, af David.
143:1Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begæringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærdighed,
143:2og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfærdig for dig.
143:3Thi Fjenden har forfulgt min Sjæl, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed.
143:4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forfærdet inden i mig.
143:5Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Værk, jeg betænker dine Hænders Gerning.
143:6Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela.
143:7Skynd dig, bønhør mig, Herre! min Aand forgaar, skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen.
143:8Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi jeg har forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej, som jeg skal gaa paa; thi jeg har opløftet min Sjæl til dig.
143:9Fri mig fra mine Fjender, Herre! hos dig har jeg søgt Skjul.
143:10Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land!
143:11For dit Navns Skyld, Herre! vil du holde mig i Live; for din Retfærdigheds Skyld vil du udføre min Sjæl af Trængsel.
143:12For din Miskundheds Skyld vil du udslette mine Fjender og fordærve alle dem, som trænge min Sjæl; thi jeg er din Tjener.