David spaar om Messias’s Rige, og hvorledes Menneskene sætte sig op, endskønt forgæves og til deres egen Ulykke, imod denne store og mægtige Konge, 1-9; han formaner dem til Omvendelse og Lydighed, 10-12.
2:1Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?
2:2Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod Herren og imod hans salvede:
2:3„Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!“
2:4Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem.
2:5Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Harme:
2:6„Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.“
2:7Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; Herren sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.
2:8Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom.
2:9Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem.
2:10Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!
2:11Tjener Herren med Frygt og fryder eder med Bæven!
2:12Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!