Nøden i eksilet
137:1Ved Babylons floder, dér sad vi, ja, vi græd
når vi mindedes Zion.
137:2I poplerne i landet
hængte vi vore citere.
137:3For dér krævede
vores fangevogtere at vi skulle synge,
og vore plageånder at vi skulle være glade:
»Syng for os
af Zions sange!«
137:4Hvordan skulle vi synge HERRENS sang
på fremmed jord?
Kærlighedserklæring til Jerusalem
137:5Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
gid min højre så må svigte;
137:6gid min tunge må klæbe til min gane
hvis jeg ikke husker dig,
hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem
over min højeste glæde.
Straf over Edom og Babylon
137:7HERRE, husk Edoms sønner
for Jerusalems dag,
da de sagde:
»Riv ned, riv ned til dens grund.«
137:8Babylons datter, som skal ødelægges!
Lykkelig den som gengælder dig
din gerning som du gjorde mod os.
137:9Lykkelig den som griber og knuser
dine børn mod klippen.