Overskrift
132:1Valfartssang.
Bøn om Guds trofaste nærvær i templet
Husk, HERRE, på David
for al hans møje
132:2da han aflagde den ed til HERREN,
gav Jakobs Mægtige det løfte:
132:3»Jeg vil aldrig gå ind i min teltbolig,
jeg vil aldrig stige op på mit sengeleje,
132:4jeg vil aldrig give søvn til mine øjne,
hvile til mine øjenlåg,
132:5før jeg har fundet et sted til HERREN,
en bolig til Jakobs Mægtige.«
132:6Se, vi hørte om den i Efrata,
vi fandt den paa Ja’ars mark.
132:7Lad os gå til hans bolig,
lad os kaste os ned for hans fødders skammel.
132:8Rejs dig, HERRE, til dit hvilested,
du og din magtfulde ark!
132:9Dine præster skal iklæde sig retfærdighed
og dine fromme skal juble.
132:10For Davids, din tjeners, skyld
må du ikke afvise din salvedes ansigt!
Guds løfte til David
132:11HERREN svor David
en troværdig ed, som han ikke går fra:
»Af dit livs frugt
vil jeg sætte en på din trone.
132:12Hvis dine sønner holder min pagt
og mine vedtægter, som jeg vil lære dem,
så skal også deres børn for evigt
sidde på din trone.«
Guds løfter over Zion
132:13For HERREN har udvalgt Zion,
han har ønsket det som sin bopæl:
132:14»Det er mit hvilested for evigt,
her vil jeg bo, for jeg har ønsket det.
132:15Dets føde vil jeg velsigne rigeligt,
jeg vil mætte dets fattige med brød,
132:16og jeg vil klæde dets præster i frelse,
og dets hellige skal juble højt.
132:17Dér vil jeg lade et horn vokse frem for David,
jeg har sørget for en lampe for min salvede.
132:18Hans fjender vil jeg klæde i skam,
men på ham skal hans krone stråle.«