Septuginta, der følges af en del oversættere, har det »halleluja«, der i den masoretiske tekst står som afslutning på Sl 117, som indledning til Sl 118.
Tak , for han er god
118:1Tak , for han er god,
ja, hans nåde[2]Tidligere oversat:»miskundhed«. Oversættes undertiden: »troskab«. varer til evig tid.
118:2Israel skal sige:
»Ja, hans nåde varer til evig tid.«
118:3Arons hus skal sige:
»Ja, hans nåde varer til evig tid.«
118:4De som frygter , skal sige: »Ja, hans nåde varer til evig tid.«
Personlig takkesalme
118:5Fra trængslen råbte jeg til ,[3]Guds navn står her og i næste linje i kortformen: yāh. Kortformen findes en del steder i poetiske tekster og hører fast til udtrykket: halᵊlû-yāh.
svarede mig ved at føre mig ud i åbent land.[4]Ordret blot: » svarede mig ved åbent land«.
118:6 er for mig, jeg vil ikke frygte,
hvad kan et menneske gøre mig?
118:7 er for mig som min hjælper,[5]Grundtekstens ord er pluralis, der understreger styrken i hjælpen. En anden mulighed er dog at oversætte: » er for mig blandt mine hjælpere«.
og jeg skal se med fryd på dem som hader mig.
118:8Det er bedre at søge tilflugt hos
end at stole på mennesket.
118:9Det er bedre at søge tilflugt hos
end at stole på fyrster.
118:10Alle folk[6]Kan også oversættes: »hedninger«; det kan give god mening her. omringede mig,
i navn slog jeg dem ned.[a]Den præcise betydning af verbet her (og i de næste to vers) er usikker. Grundbetydningen er egentlig: »jeg lod dem omskære«. Men i sammenhængen giver omskærelse næppe mening. Verbet står i yiqtol, der oftest skal oversættes ved fremtid, men her angiver det den umiddelbare følge af foregående sætning. En anden mulig oversættelse er: »i navn værgede jeg mig imod dem«.
118:11De omringede mig, ja, de omringede mig,
i navn værgede jeg mig imod dem.
118:12De omringede mig som bier, de døde hen som ild i tjørnekrat,[b]Der er forsøgt forskellige rettelser til denne linje. Mange oversættere følger Septuaginta: »de sværmede om mig som bier om voks, de brændte som ild i tjørnekrat«. I så fald må: dōʕᵃxû (»de døde hen/de blev slukket«) rettes til: dōnāg bāʕᵃrû: »voks, de brændte«.
i navn værgede jeg mig imod dem.
118:13Du stødte[c]I stedet for qal: dᵊḥîtanî (»du stødte til mig«) forudsætter Septuaginta og den syriske oversættelse nif’al: nidḥêtî: »Jeg blev stødt«. Denne læsemåde følges af de fleste oversættere. Meningen i den masoretiske tekst må være at Gud tugtede salmisten – andre foreslår dog at salmisten taler til sin modstander. hårdt til mig for at jeg skulle falde,
men hjalp mig.
118:14[7]Guds navn står her i kortformen: yāh. Jævnfør fodnote til v. 5. er min styrke og min lovsang,[d]Formen på ordet: zimrāt (»min lovsang«) er speciel idet det mangler suffixet, bogstavet »jod«: -î (»min«). Det er også tilfældet i 2 Mos 15,2 og Es 12,2, og alle tre steder efterfølges det af kortformen: yāh, der begynder med bogstavet: »jod«. Man har formodentlig villet undgå de to gange »jod« op ad hinanden.
og han blev mig til frelse.
118:15Der er[8]Der er ikke noget verbum i grundteksten i denne og næste linje. Oftest er der dermed forudsat: »er«, men andre oversættere foreslår: »lyder« eller: »hør«. råb af jubel og frelse
i de retfærdiges telte:
» højre hånd handler med kraft,
118:16 højre hånd ophøjer,[e]rômēmāʰ (»ophøjer«) opfattes normalt som participium pilel af verbet rwm («være høj«). Andre opfatter det dog som participium qal af et verbum: rmm med samme betydning, så der oversættes: »er løftet«.
højre hånd handler med kraft.«
118:17Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve,
og jeg skal fortælle om [9]Guds navn står her og i de næste to vers i kortformen: yāh. Jævnfør fodnote til v.5. gerninger.
118:18 tugtede mig hårdt,
men overgav mig ikke til døden.
Ved templets port
118:19Åben retfærdigheds porte for mig,
jeg vil gå ind ad dem, jeg vil takke !
118:20Denne er porten til ,[10]Kan også oversættes (og er traditionelt oversat): »Dette er Herrens port«.
retfærdige kan gå ind ad den.
118:21Jeg vil takke dig, for du svarede mig,
og du blev mig til frelse.
I templet
118:22Den sten bygmestrene forkastede,
er blevet hovedhjørnesten.[11]Det er enten en sokkelsten der i et hjørne skal bære to mure, eller den sten der sidder øverst i buen over fx indgangsportalen og derved holder hele buen i det rette spænd (slutstenen).
118:23Fra er dette sket,
det er underfuldt for vore øjne.
118:24Denne er dagen som har skabt,
lad os juble og glæde os på den!
118:25Oh, , frels dog![12]»Frels dog!« hedder på hebraisk: hôšîʕāʰ nnāˀ.
Oh, , lad det dog lykkes!
118:26Velsignet være han som kommer, i navn![f]Sprogligt kunne ordene: »i navn« i stedet forbindes med verbet: »han som kommer«, så velsignelsen tilsiges den der kommer i tillid til » navn« eller i ærinde. I så fald må man dog ændre accenterne i den masoretiske tekst, der på linje med 5 Mos 21,5; 2 Sam 6,18 knytter » navn« til velsignelsen.
Vi velsigner[g]Qatal, der oftest skal oversættes ved fortid, er her brugt deklarativt. jer fra hus.
118:27 er Gud, og han lod det lysne for os.[h]Nogle oversættere retter – med et enkelt håndskrift – wayyāʔer (»og han lod det lysne«) til: yāʔēr: »Lad det lysne!«
Bind festofferet med reb[i]Oversættelsen er meget usikker. På hebraisk består linjen af tre ord der alle forekommer en del andre steder i GT, hvor der ikke er tvivl om hvad de betyder. Men sammenstillingen her er ualmindelig. Ordret umiddelbart blot: »Bind fest med reb«. ḥag betyder egentlig blot: »fest«. Det må formodentlig forstås som enten »festoffer« eller: »festprocession«. Den sidste betydning er dog ikke påvist andre steder i GT. Verbet: ʔsr betyder normalt: »at binde«. Undertiden foreslås: »danne kæde«. Denne betydning er dog ikke påvist andre steder i GT. Hvis der er tale om »festprocession«, kan man måske tillægge verbet en klang af forpligtelse, idet processionen binder sig til alterets horn. ʕᵃvôt oversættes oftest: »reb/tov«, men kan også betegne en »løvrig gren«.
op til alterets horn.
118:28Du er min Gud, og jeg vil takke dig,
min Gud, jeg vil ophøje dig.
118:29Tak , for han er god,
ja, hans nåde[13]Tidligere oversat: »miskundhed«. Oversættes nu ofte: »trofasthed«. varer til evig tid.