Den Frie Bibel

Salme 73

Overskrift

73:1Salme af Asaf.

Anfægtelsen: De ugudeliges lykke

Sandelig, god er Gud mod Israel,
mod de rene af hjertet.
73:2Men jeg – mine fødder var nær snublet,[a]Grundtekstens konsonanttekst har egentlig verbet som participium passiv (nāṭāʸû): »nær snublende angående mine fødder«, men vokaliseringen angiver qal yiqtol: nāṭāʸû: »var snublet«.
mine skridt var lige ved at glide ud.
73:3For jeg blev misundelig på de overmodige,[1]Formodentlig er der især tænkt på gudløse.
jeg må se de ugudeliges fred.[b]Ordet šālôm (»fred«) oversættes ofte ved »lykke«, men her angiver det en tilstand der omfatter både velstand, sundhed, venskab, fællesskab og indre harmoni, ubekymrethed.
73:4For de har ingen kvaler ved deres død,[c]Ordet lᵊmôtām (»for deres død«) vokaliseres ofte: lāmô tām: »for dem, sund«, hvor »sund« knyttes til næste linje, der kommer til at lyde: »sund og fed er deres krop«. lᵊmôtām kan eventuelt oversættes: »til deres død«.
og fed er deres krop.
73:5De har ikke del i menneskets[d]Det ord der er brugt om »menneske« (ʔᵉnôš), bruges især til at understrege menneskets svaghed og dødelighed. besværligheder,
og de bliver ikke plaget som menneske.
73:6Derfor er hovmod blevet deres halssmykke,
vold indhyller dem som en klædning.
73:7Deres øjne stak ud af fedt,[e]Sætningen er omdiskuteret. I stedet for ʕênēmô (»deres øjne«) har gamle oversættelser åbenbart læst: ʕᵃwōnāmô: »deres synd«. Ordet ḥēlev (»fedt«) er egentlig det fedtrige bindevæv omkring indvoldene. Det oversættes derfor også undertiden: »indre«, så oversættelsen kan lyde: »deres synd kom fra deres indre«.
hjertets planer flød over.
73:8De håner og taler i ondskab,
undertrykkelse[f]Accenten i grundteksten lader egentlig »undertrykkelse« høre til første linje. Af hensyn til rytmen lader man normalt ordet høre til anden linje. taler de fra det høje.
73:9De har rettet deres mund mod himlen,
og deres tunge færdes på jorden.
73:10Derfor vender hans folk sig til dem,[g]Grundteksten egentlig: »Derfor får han sit folk til at vende sig herhen«. Konsonantteksten forudsætter at verbet er: yāšîv: »får til at vende sig«, men vokaliseringen forudsætter: yāšûv: »vender sig«. Sidste ord: hᵃlōm: »herhen« kan eventuelt rettes til: lāhem: »til dem«.
og vand i fulde drag bliver slubret ind af dem.
73:11Og de siger: »Hvordan skulle Gud vide det?«
Og: »Er der indsigt hos den Højeste?«
73:12Se, disse er de ugudelige,
og for evigt trygge øger de deres rigdom.

Salmistens nød og tvivl

73:13Helt forgæves har jeg holdt mit hjerte rent
og vasket mine hænder i uskyld.
73:14Og dog blev jeg plaget hele dagen,
og min tugt begyndte[h]Grundteksten har ikke noget verbum i denne sætning. Enten må der underforstås: »var der« eller: ›begyndte« – eller også må man rette wᵊtôxaḥtî (»og min tugt«) til det tilsvarende verbum: wᵊhûxaḥtî: »og jeg blev tugtet«. hver morgen.

Men de ugudelige går en forfærdelig skæbne i møde

73:15Hvis jeg havde sagt: »Jeg vil tale sådan«,
se, så havde jeg handlet troløst mod dine børns slægt.
73:16Når jeg tænkte efter for at forstå dette,
var det en plage i mine øjne,
73:17indtil jeg gik ind i Guds helligdom[i]Grundteksten har pluralis (»helligdomme«) der betegner templets storslåethed og mangfoldighed. Der er næppe tænkt på Guds hellige tanker.
og gav agt på deres endeligt.
73:18Ja, du satte dem på glatte steder,
du lod dem styrte i ruiner.
73:19Hvordan er de på et øjeblik blevet til rædsel?
De forsvandt, de gik til grunde af skræk.
73:20Som en drøm, når man vågner,
ringeagter du, Herre, når du vågner, dem som et fantasibillede.[j]Ordret oversat lyder grundteksten: »Herre, i byen ringeagter du deres billede«. Sådan har Septuaginta i al fald opfattet teksten. bāʕîr (»i byen«) kan dog også opfattes som sammentrukket form af bᵊhāʕîr (infinitiv hif’il): »ved opvågnen«, dvs.: »når du vågner«.

Bekendelse af tvivl

73:21Da mit hjerte var bittert,
og jeg følte mig stukket i mine nyrer,[2]Meningen: »det nagede i mit indre«.
73:22da var jeg et fæ og kunne ikke forstå noget,
jeg var som et stykke kvæg for dig.

Troens fællesskab med Gud

73:23Men jeg er altid hos dig,
du holder fast ved min højre hånd.
73:24Du leder mig med dit råd,
og siden tager du mig ind i herlighed.[k]Grammatisk er linjen ikke helt gennemskuelig, da præpositionen ʔaḥar (»efter«, her oversat »siden«) i grundteksten står sammen med ordet for »herlighed«, men næppe kan være knyttet til det. Man er derfor nødt til at underforstå »ind i«.
73:25Hvem har jeg i himlen?
Og er jeg blot hos dig, har jeg ikke behag i jorden.
73:26Om også mit kød og mit hjerte forgår,
så er Gud mit hjertes klippe og min del for evigt.
73:27For se, de som holder sig fjernt fra dig, vil gå til grunde,
du tilintetgør hver den som er dig utro.
73:28Men jeg – Guds nærhed er et gode for mig,
jeg har taget min tilflugt til Herren, ,
for at fortælle om alle dine gerninger.

Status for dette kapitel

Modenhed: Færdig
Oversættelse: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Eksegetisk bearbejdning: Nicolai Winther-Nielsen
Dato for denne version: 17.07.2017