David profeterer om Messias’ rige. Mennesker gør oprør imod HERREN og hans salvede, men det er forgæves og til deres egen ulykke
2:1Hvorfor er folkeslagene i oprør,
og hvorfor udtænker folkene tomhed?
2:2Jordens konger rejser sig;
fyrsterne rådslår sammen
imod HERREN og imod hans salvede:
2:3»Lad os sønderrive deres lænker
og kaste deres reb af os!«
2:4Han som troner i Himlen, ler;
HERREN spotter dem.
2:5Så vil han tale til dem i sin vrede;
forfærde dem ved sin harme:
2:6»Jeg har dog indsat min konge
over Zion, mit hellige bjerg.«
Guds salvede konge skal regere
2:7Jeg vil forkynde HERRENS dekret.
Han sagde til mig:
»Du er min søn;
jeg har født dig i dag.
2:8Bed mig om det,
så vil jeg give dig folkene som din arv;
jordens yderste ender som din ejendom.
2:9Du skal knuse dem med et jernscepter;
som en pottemagers lertøj skal du smadre dem.«
Derfor formaner David til omvendelse og lydighed
2:10Og nu, I konger, vær kloge!
Lad jer belære, I jordens dommere!
2:11Tjen HERREN med frygt;
fryd jer med bæven!
2:12Kys sønnen så han ikke bliver vred
og I omkommer på vejen;
for hans vrede optændes hastigt.
Salig enhver som søger tilflugt hos ham!