Den Frie Bibel

Salme 106

Lovprisning og bøn

106:1Halleluja!
Tak , for han er god,
for hans nåde varer til evig tid.
106:2Hvem kan fremsige vældige gerninger,
forkynde al hans pris?
106:3Salige[1]Oversættes nu ofte: »lykkelige«. er de som våger over ret,
og den som øver[a]Således den masoretiske tekst. En del håndskrifter har dog pluralis: »de som øver« (ʕōśê i stedet for ʕōśēʰ). retfærdighed til alle tider.
106:4Husk mig, , med velviljen til dit folk,
tag dig af mig med din frelse
106:5så jeg må se dine udvalgtes lykke,
glæde mig ved dit folks glæde,
prise mig lykkelig med din arvelod!

Israels synd og Guds trofasthed

106:6Vi har syndet med vore fædre,
vi har handlet slet og ugudeligt.
106:7Vore fædre i Egypten
gav ikke agt på dine undere,
de huskede ikke mængden af dine nådesbevisninger,
men var genstridige ved et hav,[b]Mange går ud fra at ʕal-yām (»ved et hav«) er en skrivefejl. Teksten er på ingen måde umulig, men det er bemærkelsesværdigt at der i sætningen er benyttet to forskellige præpositioner der begge oversættes: »ved« (ʕal og bᵊ). De fleste går ud fra at der skulle stå: ʕelyôn: »(mod) den Højeste«. Det giver god mening: »men (de) var genstridige mod den Højeste ved Sivhavet«. Der er dog også andre forslag, og der er ingen afvigelser i håndskrifterne. ved Sivhavet.
106:8Dog frelste han dem for sit navns skyld
for at kundgøre sin magt.
106:9Han truede Sivhavet, og det tørrede ud,
og han lod dem gå gennem dybet som gennem ørkenen.
106:10Han frelste dem af haders hånd,
og udfriede dem af fjendes hånd.
106:11Vand dækkede deres modstandere,
der blev ikke én eneste tilbage af dem.
106:12Da troede de på hans ord,
de sang hans pris.
106:13De glemte hurtigt[2]Ordret: »de ilede, de glemte«. hans gerninger,
de ventede ikke på hans beslutning.
106:14De fik et voldsomt begær[3]»de begærede med begær«. i ørkenen
og fristede Gud i ødemarken.
106:15Da gav han dem det de begærede,
men sendte tærende sygdom mod dem.[4]Ordret: »mod deres sjæl«. Andre oversætter: »på halsen«.
106:16De blev skinsyge på Moses i lejren,
på Aron, hellige.
106:17Jorden åbnede sig og opslugte Datan,
og den tildækkede Abirams flok,
106:18ild brændte deres flok,[5]Grundtekstens ord skal i de fleste sammenhænge oversættes: »forsamling/menighed«.
flamme fortærede ugudelige.
106:19De lavede en kalv ved Horeb
og tilbad et støbt gudebillede.
106:20De ombyttede deres herlighed
med en figur af en okse som æder græs.
106:21De glemte Gud, deres frelser,
som havde gjort store ting i Egypten,
106:22undere i Kams land,
frygtindgydende gerninger ved Sivhavet.
106:23Han sagde[c]Andre oversætter her wayyōˀmer ved: »han havde besluttet« eller: »han truede med«. at han ville udrydde dem,
hvis ikke Moses, hans udvalgte,
var trådt beskyttende frem for hans ansigt,
for at afvende hans vrede fra at ødelægge dem.
106:24De vragede det attråværdige land,
de troede ikke hans ord.
106:25De murrede i deres telte,
de hørte ikke på røst.
106:26Da løftede han sin hånd mod dem[d]Den hebraiske tekst kan både betyde at Gud aktivt slår folket ned – og at han aflægger ed på at han vil gøre det.
for at slå dem ned i ørkenen,
106:27og for at slå deres efterkommere ned[e]Mange oversættere følger den gamle syriske oversættelse, der forudsætter: ûlᵊhafîṣ: »og for at sprede« (som Ez 20,23)i stedet for den masoretiske teksts ûlᵊhappîl (»og for at slå ned/og for at lade falde«. blandt folkene
og strø dem ud i landene.
106:28De tog Ba’al-Peors åg på sig
og spiste af ofrene til de døde.
106:29De vakte hans harme med deres gerninger,
så en plage brød løs mod dem.
106:30Da stod Pinehas frem og holdt dom,
og plagen hørte op.
106:31Det blev regnet ham til retfærdighed
i generation efter generation til evig tid.
106:32De vakte hans vrede ved Meribas vand,
og det gik Moses ilde for deres skyld.
106:33For de var genstridige imod hans ånd,
så han talte uoverlagt med sine læber.
106:34De udryddede ikke folkene,
som havde sagt det til dem.
106:35De blandede sig med folkene[f]Det hebraiske gôyim (»folkene«) oversættes i en del sammenhænge: »hedninger«, og det spiller utvivlsomt med her (samme ord i v.34).
og lærte deres gerninger.
106:36De tilbad deres gudebilleder
som blev til en snare for dem.
106:37De ofrede deres sønner
og deres døtre til dæmonerne.
106:38De udgød uskyldigt blod,
deres sønners og deres døtres blod,
som de ofrede til Kana’ans gudebilleder,
og landet blev vanhelliget af blodet.[6]Formodentlig her i betydningen: »blodskyld«.
106:39De gjorde sig urene ved deres gerninger,
og de bedrev hor ved deres handlinger.
106:40Da blussede vrede op mod hans folk,
og han fik afsky for sin arv.
106:41Han gav dem i folkenes hånd,
deres fjender herskede over dem,
106:42deres modstandere undertrykte dem,
og de blev ydmygede under deres hånd.
106:43Mange gange reddede han dem,
men de var genstridige mod ham med deres beslutning
og sank ned i deres skyld.
106:44Dog så han til dem i nøden
da han hørte deres skrig.
106:45Han huskede for deres skyld sin pagt
og havde medlidenhed, som hans nåde er stor.
106:46Han lod dem finde barmhjertighed[7]Ordret: »Han gjorde dem til barmhjertighed«.
hos alle dem som havde ført dem i fangenskab.

Bøn

106:47Frels os, , vor Gud,
og saml os fra folkene
så vi kan takke dit hellige navn,[8]Ordret: »din helligheds navn«.
rose os af at lovprise dig.[9]Ordret: »din lovprisning«.

Lovprisning

106:48Lovet[10]Kan også oversættes: »velsignet«. være , Israels Gud,
fra evighed og til evighed,
og hele folket skal sige: Amen!
Halleluja![11]Mange oversættere lader (med støtte i Septuaginta) »halleluja« være indledning til Sl 107

Status for dette kapitel

Modenhed: Færdig
Oversættelse: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Eksegetisk bearbejdning: Nicolai Winther-Nielsen
Dato for denne version: 14.07.2017