Den Frie Bibel

Salme 139

Overskrift

139:1Til korlederen.[a]Betydningen af lamnaṣṣēₐḥ er usikker, men det er sandsynligvis afledet af et verbum der betyder »dirigere«
Af David. En salme.

er alvidende[b]Verberne i v. 1-5 står i qatal og wayyiqtol, der normalt angiver fortid. Her angiver versene det som har været gældende indtil det aktuelle øjeblik, og som salmisten derfor ved, stadig gælder. Qatal/wayyiqtol understreger at det ikke drejer sig om teoretiske overvejelser.

, du har ransaget mig og kender mig.
139:2Du ved om jeg sidder eller står,
du kender min tanke på lang afstand.
139:3Du har rede på om jeg går eller ligger,[c]Ordret: »min gåen og min liggen ned«.
og alle mine veje er du fortrolig med.
139:4For der er ikke et ord på min tunge
uden at[1]Ordret: »se«. du, , kender det fuldt ud.
139:5Bagfra og forfra omslutter du mig,
du lægger din hånd på mig.
139:6Det er for vidunderligt til at jeg forstår det,
det er så højt at jeg ikke kan fatte det.

Gud er allestedsnærværende

139:7Hvor skulle jeg gå hen fra din Ånd?
Og hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
139:8Hvis jeg stiger op til himlen, så er du dér,
og reder jeg seng i dødsriget,[2]Ordret: »gør jeg dødsriget til min seng«. se, så er du dér!
139:9Ville jeg tage morgenrødens vinger,
slå mig ned ved det yderste hav,
139:10så ville din hånd også lede mig[d]Nogle oversættere vælger at følge bl.a. Septuaginta, der i stedet for: tanḥēnî (»lede mig«) forudsætter: tiqqāḥēnî: »gribe mig«. dér,
og din højre hånd holde mig fast.
139:11Og ville jeg sige: »Sandelig, mørke skal dække[e]Betydningen af grundtekstens sjældne verbum šwp er usikker. Oftest foreslås: »snappe efter« eller »knuse«. Men de passer dårligt i sammenhængen. Medmindre šwp kan betyde: »dække«, retter man som regel til verbet: śkk: »dække« (yᵊśûkkēnî). mig
og lys omkring mig blive til nat,«
139:12så ville mørke ikke være mørke for dig,
og nat være lys som dagen,
mørket er som lyset.

Gud er den almægtige skaber

139:13Ja, det var dig der dannede mine nyrer,
du vævede mig i min mors liv.
139:14Jeg vil takke dig fordi jeg er så forbavsende[f]nôrāʔôt (»forbavsende«) betyder normalt: »forfærdende«. Mange oversættere udelader det, men det skal formodentlig forstærke det følgende: »vidunderligt skabt«. vidunderligt skabt,[3]Ordret blot: »er vidunderlig«. Men i sammenhængen er der tale om skabelsen.
vidunderlige er dine gerninger,
og min sjæl ved det fuldt ud.
139:15Mine knogler[4]Grundteksten har singularis. Det må opfattes kollektivt eller måske som understregning af at det gælder hver eneste knogle. var ikke skjult for dig
da jeg blev dannet i det skjulte,
blev formet i jordens dybder.[5]Dvs. i moderlivet.
139:16Da jeg var foster, så dine øjne mig,[6]Ordret blot: »Dine øjne så mit foster«.
og i din bog var de alle skrevet,
dagene, der var bestemte,
da endnu ikke én blandt dem var kommet.[g]Oversættelsen af denne linje er usikker. Ordret blot: »og ikke én blandt dem«. Undertiden forstås det som udtryk for at »ikke én blandt dem mangler«. Der er foreslået forskellige tekstrettelser, men der er ingen afvigelser i håndskrifterne.
139:17Og hvad mig angår – hvor vanskelige at fatte[7]Andre oversætter: »dyrebare«. er dine tanker, Gud,
hvor mægtig er dog deres sum!
139:18Vil jeg tælle dem, er de flere end sand,
vågnede jeg,[h]Mange oversættere følger et forslag om at ændre vokaliseringen af: hᵉqîṣōtî (»vågnede jeg«) til: hᵃqîṣṣōtî: »blev jeg færdig«. var jeg stadig hos dig.

Bøn om hjælp mod onde mennesker

139:19Gid du, Gud, ville dræbe synderen,[8]Kan også oversættes: »den ugudelige«.
og I blodets mænd,[9]Det kan formodentlig dække over både mordere og blodtørstige mennesker. vig fra mig!
139:20De som taler om dig med ondskab,
og som forgæves har rejst sig imod dig,[i]Linjen er sprogligt og tekstmæssig vanskelig. Verbet: nāśu er participium passiv (egentlig: »løftet/rejst«). Det skal formodentlig – med støtte i bl.a. Septuaginta – læses som: nāśᵊʔu: »har rejst sig«. Andre oversætter det: »fór/farer« og opfatter det følgende: laššāwᵊʔ (»forgæves«) som: »med løgn« (»og som fór/farer med løgn imod dig«. Sætningens sidste ord er: ʕāreʸxā: »(imod) dine byer«. I sammenhængen virker det meget lidt oplagt – om end måske ikke helt umuligt. Som regel går man ud fra at der skulle stå: ʕāleʸxā: »imod dig«. Andre opfatter dog: ʕāreʸxā (»dine byer«) ikke som afledt af singularis: ʕîr (»by«), men af: ʕār, som skulle være en aramaisk form for: ṣār: »fjende« (»og som fór/farer med løgn, dine fjender«). Dette er dog omstridt og usikkert.
139:21skulle jeg ikke hade dem som hader dig, ,
og væmmes ved dem som rejser sig mod dig?
139:22Med fuldendt had har jeg hadet dem,
de er blevet mine fjender.

Skriftemålsbøn

139:23Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker!
139:24Og se om jeg er på afgudsvej,[j]Ordret: »om der er en afgudsvej hos mig«. Ordet: ʕōṣev (»afgud«) kan dog også betyde: »smerte« (»og se, om jeg er på smertens vej«). Der kan være tænkt på en vej til straf eller fortabelse, eller på en smertende syndsbekendelse og helliggørelse.
og led mig på evigheds vej!

Status for dette kapitel

Modenhed: Delvis færdig
Oversættelse: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Dato for denne version: 21.04.2017