Den Frie Bibel

Salme 42[1]

Salmen er holdt i samme tone og stil som Sl 43 og hører formentlig nært sammen med den. De to salmer opfattes ofte som én salme.

Overskrift

42:1Til korlederen.[a]Betydningen af lamnaṣṣēₐḥ er usikker, men det er sandsynligvis afledet af et verbum der betyder »dirigere«.
Maskil[b]Betydningen er usikker. Man har tidligere (med støtte i Septuaginta) forstået det som »læredigt«, idet ordet må være afledet af roden śkl: »være klog, overvejende«. Dette passer dog dårligt med flertallet af de salmer der kaldes »maskil« (Sl 42; 44; 45; 52-55; 74; 78; 88; 89; 142). Det må snarere forstås som »meditation« eller »kunstfærdig salme« eller evt. »hyldestsang«. af Koras sønner.

Skilt fra Gud

42:2Ligesom en hjort skriger efter vandløb,[c]Vendingen og betydningen af ʔᵃfîqê-māyim (»vandløb«)er omdiskuteret. Nogle oversættere forstår det som »rindende vand«, andre som »udtørrede vandløb«. Også forståelsen af præpositionen ʕal, der oftest betyder »på, over«, men i sjældnere tilfælde betyder »efter«, spiller ind. Men da der ikke i sammenhængen er tale om udtørring, synes det nærliggende at forstå hjortens skrig som skrig efter rindende vand.
sådan skriger min sjæl til dig, o Gud!
42:3Min sjæl har tørstet efter Gud,
efter den levende Gud.
Hvornår skal jeg dog komme
og vise mig[d]Verbet er i den hebraiske tekst vokaliseret som nif’al, hvor det betyder: »blive set/vise sig«. Det giver god mening, idet der tænkes på at komme til templet, altså komme frem for Gud (5 Mos 12,12). Nogle få håndskrifter har dog vokaliseret som qal, og det følges af mange oversættere: »og se Guds ansigt«. for Guds ansigt?
42:4Tårer er blevet mit brød
dag og nat,
idet man hele dagen siger til mig:
»Hvor er din Gud?«
42:5Dette vil jeg huske
og udøse min sjæl over mig:[2]Udøse fortvivlelse over den nuværende tilstand.
At jeg plejede at gå,
i skaren plejede jeg at vandre med dem
til Guds hus,
med jubelråb og tak
i festskaren.
42:6Hvorfor er du nedbøjet, min sjæl,
og bruser i mig?
Vent på Gud, for jeg skal takke ham på ny
for frelsen for hans ansigt.[e]Ordret: »hans ansigts frelse«. Der er formodentlig tænkt på den frelse der udgår fra Guds ansigt, dvs. fra Guds omsorg og opmærksomhed. Ofte flyttes dog første ord i v. 7, ʔᵉlōhay: »min Gud« til v. 6, hvor det afsluttende w (»hans«) knyttes til ʔᵉlōhay og oversættes: »og«. Linjen lyder så: »mit ansigts frelse og min Gud« (jf. v. 12 og 43,5). I denne sammenhæng angiver »ansigt« muligvis at Gud er digterens personlige frelser.

Langt fra Gud

42:7Min Gud, min sjæl er nedbøjet i mig,
derfor vil jeg huske på dig
fra Jordans og Hermons land,
fra Miz’ars bjerg.
42:8Havdyb råber til havdyb,
til dine vandfalds brusen,[3]Ordret: »røst«.
alle dine brændinger og dine bølger
er gået hen over mig.
42:9Om dagen vil byde sin nåde
og om natten sin sang at være hos mig,
en bøn til mit livs Gud.
42:10Jeg vil sige til Gud, min klippe:
»Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg gå sørgende,
idet en fjende trænger mig?«
42:11Det er som om mine knogler knuses,[4]Ordret: »Ved knusning i mine knogler håner mine fjender mig«. Men med støtte i en del håndskrifter læser man som regel kᵊ (»som«) i stedet for bᵊ (»ved«). De to konsonanter ligner hinanden.
når mine fjender håner mig,
idet de hele dagen siger til mig:
»Hvor er din Gud?«
42:12Hvorfor er du nedbøjet, min sjæl?
Og hvorfor bruser du i mig?
Vent på Gud, for jeg skal takke ham på ny,
mit ansigts frelse og min Gud.

Status for dette kapitel

Modenhed: Færdig
Oversættelse: Jørgen Bækgaard Thomsen
Literært tjek: Trine Tøndering
Eksegetisk bearbejdning: Nicolai Winther-Nielsen
Dato for denne version: 16.05.2018